Fridag

Første dag i lang, lang tid, jeg ikke har været i mit atelier.

Tænk at kunne sige: “mit atelier”

Elsker det!  Jeg har holdt “fri” i dag, i morges gik jeg en lang tur ved stranden med Anton. Det er en stund siden, for is ved nedgangen til St.Helene strand har gjort det lidt utrygt.

Resten af dagen er gået med kontorarbejd, ajourføre deltagerlister, og forberede kursusmateriale til weekendkursus i februar. Det er herligt at have orden i tingene!

Nu skal ærkeenglen Michael afsluttes, ikonen mangler kun inskriptioner, som denne gang skal være ikonens pryd. Alt for ofte har jeg sjusket med det. Men ikke denne gang.
Min næste ikon skal være opstandelsen.  i denne udgave?


Opstandelsen skal males på en stor plade 40 x 60 cm har jeg tænkt.

Den ligger og venter…

Sinai forgyldning

Det er muligvis sådan at jeg har lagt denne form for forgyldning lidt på hylden, fordi jeg ikke synes at jeg mestrer det specielt godt.

Nu er mine to ufærdige ikoner taget frem 

 
Selv om vandforgyldningen på den bitte lille ikon er – øh.. helt mislykket, gør jeg den nu færdig. 

Som Radoslav indpræntet mig, hvis du laver en fejl, så gør dit aller bedste til at få det til at se ud som om det var planlagt.

Pladerne bliver først forgyldt med bladguld, englen er malet ovenpå guldet, og til sidst ridses højlyset frem.

  
  Baggrunden er ikke mislykket, det er “antik forgyldning”. OK?

Den lille måler 10 x 18 cm  så det er småt.

Men fin bliver den, nu er den snart færdig.

Så er det store Gabriels tur bagefter. Dette er et udsnit af Mariæ Bebudelse. 
   

  
 

Premiere på Aspevej

Jeg er så dybt taknemlig  for mit liv.

Aspevej 8 opfylder alt jeg nogensinde kunne drømme om.

Et eget, helt lille hus, som er viet til ikonmaling, Et Kursus i Mirakler, og min egen næsetip…

Det første kursus her blev decimeret, 1 af 4 deltagere blev syg, og  1 havnede i grøften i det voldsomme snevejr.

Det er så fantastisk dejligt at komme her op på Aspevej tidligt om morgenen, og stille og roligt gøre klar til dagens undervisning.

Tænde op i brændeovnen, tænde røgelse, meditere, lave te…. lyt til min glæde!

Og glæden ved at se mine kursisters glæde ved det de skaber er også stor.

Bare de dog vidste hvor dygtige de er!


  
I morgen bliver vi 3 deltagere.

Livet er perfekt.

Den førstefødte – ærkeenglen Michael


Den førstefødte tænkte jeg straks, da dette indlæg skulle have en titel. Den første ikon som bliver færdig her i mit nye værksted, ja jeg kan bedre li’ at kalde det værksted end atelier. Det er mindre højtideligt på en vis.

Men nu er den altså snart flyveklar – ærkeenglen Michael. En hel del små detaljer har jeg gjort færdig i dag. Gloriekant, spyd og hårbånd. Hænderne er streget op. En fin rød, smal ydre kant og inskription på globen…

Resten må vente nogle dage. En lille smuttur til Signebøenfjellet, hvor vor hytte skal overdrages til sine nye ejere.

Så er det rigtig godt at have noget at glædes over , og glæde sig til når jeg vender hjem.

Den sidste inskription skal så laves- så er ikonen færdig, og skal hvile nogle måneder inden den får lak.

Farvel så længe…